Café

En helt tilfældig dag læste jeg Søren Ulrik Thomsens digt samling "Det værste og det bedste", 2002 og faldt over citattet:

"Det bedste sted at tænke over den tid der er gået

er og bliver Café Promenaden

en kølig oktoberdag under markisen

mens lindene brænder

og folk i frakke går til og fra"
Der slog det mig at den cafe måtte jeg prøve. Café promenaden på Frederiksberg Allé nr.58 har fra kl. 12-21.30 servering af sandwich, og alt efter årstiden, salater eller lune retter. Cafeen har mest run på øl og kaffe, men husets har også et mindre udvalg af spiritus

I dag er cafeen velbesøgt af Frederiksbergborgere og Alleens teatergæster. Teaterlivet på og omkring Frederiksberg Alle har også sat sit præg på cafeens vægge, hvor der hænger flere store sort/hvid fotos af kendte nulevende såvel som døde danske skuespillere. Og har man ikke råd til at rejse, kan man med lidt god fantasi bilde sig ind, at man sidder på en parisisk boulevard og ikke på Promenaden på Frederiksberg Alle. Frederiksberg er også kaldet Nordens Champs-Élysées.

Gave ide

Puder

På en helt alminde tirsdag aften satte jeg mig ned og pågyndte mit sye-pudeprojekt, som jeg har haft i tænkerne i lang tid. Onsdag eftermiddag tog jeg til butikken Stof200, hvor man kan købe dirverse stoffer og monteringspuder.

Monteringspuderne kan man få i forskellige størrelser of former. De findes både som runde, firkantede og cylinder formede. Jeg valgte  en traditionel en 45X45 med dun og fjer til stk. pris 55kr.

Jeg gik udelukkende efter nogle forårsfarver til pudebetrækket og endte med at købe et vintage stof (Fugle tete-a-tete Creme) med fugle og mønstre.

Det er en god venindegave, hvis det er man går og mangler eller skylder at give hende en gaev. Det vil hun sætte pris på!!

Steder

Paris, je t'aime

Foråret står rundt om hjørnet i Danmark, men foråret starter endnu tidligere i Paris - allerede i april er gennemsnitstemperaturen oppe på 17 grader, hvilket gør det behageligt og særdeles atrkativ ovenpå en lang vinter i Danmark .

Foråret i Paris er enestående. De lyserøde kirsebærtræer blomstre og vælter sig i havens grønnetræers nuancer i Jardin du Luxembourg, som den hedder på fransk. Her møder  man en sjov blandning mennesker. Her møder man fra helt almindelige franskmænd, der kommer for at læse avisen, spille skak med en nabo eller måske løbetræne, universitetsstuderende, som ligger og sover med hovedet på bøgerne. Franskmændene benytter mange byens parker som en ekstra dagligstue.

Jardin du Luxembourg er en af de mest populære haver, der bliver benyttes af franskmænd, og den er aktraktive for en hver smag. Selv for børn. I parken er der en utrolig sjov og udfordrende legeplads og der er heste til dem tør at ride.
  

Boganmeldse

Dette burde skrives i nutid

De der så tv i sidste uge, så Helle Helles skræmte blik, da en flok journalister og fotografer overraskede hende i tirsdags hos hendes forlægger. Hun modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin seneste roman ”Dette burde skrives i nutid”. Den 46-årige Helle Helle slog igennem med novellesamlingen ”Rester(1996)” og blev en fremtrædende repræsentant for 1990'ernes minimalistiske realisme.

I hendes 6. roman møder man hovedpersonen Dorte Hansen, som bor i Udkantsdanmark. Den tyveårige Dorthe bor til leje i en bungalow tæt på stationen i Glumsø i slutningen af 80’erne. Hun lever af sin børneopsparing og at skrive festsange. Til dagligt pendler hun fra provinsen til København, hvor hun tilbringer meget af sin tid på gader og stræder. Hun burde følge sine timer på universitetet, men i stedet går hun i Scala for at få dagen til at gå. Hun vil vist gerne være forfatter og skriver en del selv, men det går ikke så godt, som det ellers kunne være forventet. Der er meget, der forstyrrer hende: Fortiden med ekskæresten og godstogene, der kommer buldrende om natten. Hun lider af søvnløshed og kan hverken rigtig sove, lave mad, vaske tøj eller på anden måde få sit liv i rytme. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie i København, men hun lyver over for dem. Hovedpersonen er opkaldt efter sin faster Dorthe Hansen, og de er meget identiske med hinanden.

At finde sit eget jeg, identitet og at sætte mål i livet er nok en af de store udfordringer i tilværelsen. Det er generelt svært for mange, og især også for de helt unge. Det er, man heller ikke i tvivl om, når man læser romanen. Dorthe, som er romanens jeg-fortæller viser sig at have en meget svag identitet. Det kommer til udtryk i Dorthes bolig, som er ret usselt og der er ingen møbler i det. Boligen er tydeligt et symbol på at få sit eget liv, på kampen med sin alt for svage identitet. Derudover har boligen en betydningsfuld betydning, den viser os Dorthes identitet, og at hun ikke har styr på sit liv. I det hele taget flytter Dorthe meget – hele fem gange, hvor hun bor hos nogle forskellige mennesker. Og når hun så flytter for sig selv, i sin helt egen bungalow, så går det ikke rigtigt. Man kan så spørge sig selv om Dorthe: Flytter du ind hos nogen eller for dig selv?

På et tidspunkt får hun også selv besøg af et kærestepar, som overnatter hos hende, og som hun tilsyneladende ikke selv kender. Det er et andet godt eksempel på, at hun har en svag identitet. Her styres hun nemlig af tilfældet, og det ses op til flere gange i romanen. Og ikke mindst i jeg-fortællerens forhold til mænd, som er meget flygtig. Hun er en type, der er meget præget af tilfældigheder. I Dorthes gamle forhold, hvor hun er sammen med sin daværende kæreste Per Finland og hans fætter Lars. Da Per går på toilettet, kysser Dorthe og Lars. Per kommer tilbage, som om intet er hændt. Der ud over lyver hun meget over for de mennesker hun møde og har tæt på sig for eksempel overfor sine forældre, som tror at hun studerer. Dorthes faster har nøjagtig det samme forhold til mænd.

Dorthe udvikler sig i sidste ende, hvor hun flytter til København og begynder et helt nyt liv, nemlig et forfatter liv, efter at have boet i Hvidovre. Takket være samtalen med digteren Hase, som opfordrede hende til at tage til København for at få en samtale med en kvinde fra forfatterskolen. Dorthe har endelig fundet sig selv, for hun siger selv, at hun følte sig hjemme og lette, da hun til sidst befinder sig i København. Hun også får at vide, at hun skal skrive enkelt.

Helle Helle skriver også selv ret enkelt, har jeg lagt mærke til. Jeg mener at, der kunne være gemt noget Helle Helle i Dorthe og omvendt.  Helle Helle var også selv tyve i omkring slutningen af 80’erne og blev selv uddannet fra Forfatterskolen i 1991.

Helle Helle skriver fremragende og med en nøjagtighed og med enkle replikker. Undervejs i forløbet forlader hovedpersonen Per til fordel for hans fætter Lars, der bor i klubværelse i Haslev. Så flytter hun ind dér. Det lyder sådan her ”Vi gik ikke i byen sammen, vi gik ikke nogen steder. Jeg øvede mig i at gå mere rankt, jeg gik op og ned ad Jernbanegade i en ny, gul kjole. Jeg havde også købt et par højhælede sko med remme. Jeg dækkede et fint bord hver aften, vi spiste med den franske altandør åben” s. 102, linje 14-16. Helle Helle situation nøje, som læseren kan forholde sig.


Det er officielt blevet en grundrytme for Helle Helle at bruge komma mellem to helsætninger i hendes prosa. Det har jeg ikke set i nogen af hendes andre noveller, som vi har læst på gymnasiet. I denne roman har hun brugt det en del. En uge efter flytter Dorte så ind til Per og forældrene. ”De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere”. Så er de placeret, to sætninger med komma mellem.

Selve sproget er minimalistisk, vil jeg mene, da sproget er enkelt og der ikke optræder store dramaer. Dels bruger Helle Helle meget talesprog, som man skal vene sig til. Men det er også, det der gør hendes værke på sin egen måde unikke. Når man først er gået i gang med at læse hendes roman, er man for alvor hægtet sig på. Hun formår at få læseren til at identificere sig med jeg-fortælleren i romanen. Det gør hun blandet med de rammende replikker, som bider sig fast i læseren og de detaljerede beskrivelser af personernes handlinger, så læseren ser det hele for sig: ”Vi går jo bare og venter på det går i stykker”, siger Dorte til sin kæreste Per - det er så enden på det forhold.

Mange af Helles noveller handler typisk om ensomme kvinder, der tilsyneladende har et uspændende liv. Hvordan kan det så være at vi læser det alligevel, når der ikke opstår en form af spænding/konflikter? Jeg kan stærk anbefale at læse hendes roman, på trods af, at der ikke opstår spænding på højt niveau. Hun har også andre gode virkemidler, der gør, at man ser dem indefra og oplever personen, hvilket jeg godt kan lide.

Jamie Oliver restaurant i Oxford

Hvis du går ned af Goerge street  i Oxford, befinder der sig en af Jamie Olivers berømte italianske restaurant. Jamie Oliver selv siger "I should have been a Italian", det er i hvertfald den oplevelse du får på Jamies italian restaurant. Han har fået lagt den Italienske stemning godt i England. Når du kommer ind i restauranten, møder du straks den italianske atmosfærer. Forskellige slags madvare ligger i vinduskarmen som dekroation. Såsom grøntsager, agurker, tomater, løg og massevis af brød og skinke. Over disken hænger der tørret skinker.
Du vil blive vist hen til bord som regel med det samme, hvis I er under 6 personner. Hvis I er over, vil I blive vist til baren, hvor I vil kunne få en drink inden middagen.
Restauranten er opdelt i 2 etager. Køkkenet og baren er ovenpå, hvor middagsborden er både i kælderen og ovenpå.

Når du har bestilt din mad, vil du få forskellige og udsøgte hjemmebagte brød, som du kan dyppe i extra jomfru oliven oile med balsamico eddike.
Menuen er drevet af, hvad almindelige mennesker vil spise i Italien. Rustikke, enkle retter, de bedste ingredienser, som kan findes både lokalt og i Italien.  Der bliver serveret, det smukkeste anti-pasti, hvor pastaen hver dag er frisk pasta. Restauranens formål er at skabe et sted, hvor du vil føle dig hjemme, få enhver kombination af god mad. Og glem ikke vinkortet. Alle vinene er italienske og ekstremt alsidigt. For ikke at glemme desserten, som smager afsindigt henrivende og får ens tænder til at løbe i vand. læs mere på: http://www.jamieoliver.com/italian/