Boganmeldse

Dette burde skrives i nutid

De der så tv i sidste uge, så Helle Helles skræmte blik, da en flok journalister og fotografer overraskede hende i tirsdags hos hendes forlægger. Hun modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin seneste roman ”Dette burde skrives i nutid”. Den 46-årige Helle Helle slog igennem med novellesamlingen ”Rester(1996)” og blev en fremtrædende repræsentant for 1990'ernes minimalistiske realisme.

I hendes 6. roman møder man hovedpersonen Dorte Hansen, som bor i Udkantsdanmark. Den tyveårige Dorthe bor til leje i en bungalow tæt på stationen i Glumsø i slutningen af 80’erne. Hun lever af sin børneopsparing og at skrive festsange. Til dagligt pendler hun fra provinsen til København, hvor hun tilbringer meget af sin tid på gader og stræder. Hun burde følge sine timer på universitetet, men i stedet går hun i Scala for at få dagen til at gå. Hun vil vist gerne være forfatter og skriver en del selv, men det går ikke så godt, som det ellers kunne være forventet. Der er meget, der forstyrrer hende: Fortiden med ekskæresten og godstogene, der kommer buldrende om natten. Hun lider af søvnløshed og kan hverken rigtig sove, lave mad, vaske tøj eller på anden måde få sit liv i rytme. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie i København, men hun lyver over for dem. Hovedpersonen er opkaldt efter sin faster Dorthe Hansen, og de er meget identiske med hinanden.

At finde sit eget jeg, identitet og at sætte mål i livet er nok en af de store udfordringer i tilværelsen. Det er generelt svært for mange, og især også for de helt unge. Det er, man heller ikke i tvivl om, når man læser romanen. Dorthe, som er romanens jeg-fortæller viser sig at have en meget svag identitet. Det kommer til udtryk i Dorthes bolig, som er ret usselt og der er ingen møbler i det. Boligen er tydeligt et symbol på at få sit eget liv, på kampen med sin alt for svage identitet. Derudover har boligen en betydningsfuld betydning, den viser os Dorthes identitet, og at hun ikke har styr på sit liv. I det hele taget flytter Dorthe meget – hele fem gange, hvor hun bor hos nogle forskellige mennesker. Og når hun så flytter for sig selv, i sin helt egen bungalow, så går det ikke rigtigt. Man kan så spørge sig selv om Dorthe: Flytter du ind hos nogen eller for dig selv?

På et tidspunkt får hun også selv besøg af et kærestepar, som overnatter hos hende, og som hun tilsyneladende ikke selv kender. Det er et andet godt eksempel på, at hun har en svag identitet. Her styres hun nemlig af tilfældet, og det ses op til flere gange i romanen. Og ikke mindst i jeg-fortællerens forhold til mænd, som er meget flygtig. Hun er en type, der er meget præget af tilfældigheder. I Dorthes gamle forhold, hvor hun er sammen med sin daværende kæreste Per Finland og hans fætter Lars. Da Per går på toilettet, kysser Dorthe og Lars. Per kommer tilbage, som om intet er hændt. Der ud over lyver hun meget over for de mennesker hun møde og har tæt på sig for eksempel overfor sine forældre, som tror at hun studerer. Dorthes faster har nøjagtig det samme forhold til mænd.

Dorthe udvikler sig i sidste ende, hvor hun flytter til København og begynder et helt nyt liv, nemlig et forfatter liv, efter at have boet i Hvidovre. Takket være samtalen med digteren Hase, som opfordrede hende til at tage til København for at få en samtale med en kvinde fra forfatterskolen. Dorthe har endelig fundet sig selv, for hun siger selv, at hun følte sig hjemme og lette, da hun til sidst befinder sig i København. Hun også får at vide, at hun skal skrive enkelt.

Helle Helle skriver også selv ret enkelt, har jeg lagt mærke til. Jeg mener at, der kunne være gemt noget Helle Helle i Dorthe og omvendt.  Helle Helle var også selv tyve i omkring slutningen af 80’erne og blev selv uddannet fra Forfatterskolen i 1991.

Helle Helle skriver fremragende og med en nøjagtighed og med enkle replikker. Undervejs i forløbet forlader hovedpersonen Per til fordel for hans fætter Lars, der bor i klubværelse i Haslev. Så flytter hun ind dér. Det lyder sådan her ”Vi gik ikke i byen sammen, vi gik ikke nogen steder. Jeg øvede mig i at gå mere rankt, jeg gik op og ned ad Jernbanegade i en ny, gul kjole. Jeg havde også købt et par højhælede sko med remme. Jeg dækkede et fint bord hver aften, vi spiste med den franske altandør åben” s. 102, linje 14-16. Helle Helle situation nøje, som læseren kan forholde sig.


Det er officielt blevet en grundrytme for Helle Helle at bruge komma mellem to helsætninger i hendes prosa. Det har jeg ikke set i nogen af hendes andre noveller, som vi har læst på gymnasiet. I denne roman har hun brugt det en del. En uge efter flytter Dorte så ind til Per og forældrene. ”De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere”. Så er de placeret, to sætninger med komma mellem.

Selve sproget er minimalistisk, vil jeg mene, da sproget er enkelt og der ikke optræder store dramaer. Dels bruger Helle Helle meget talesprog, som man skal vene sig til. Men det er også, det der gør hendes værke på sin egen måde unikke. Når man først er gået i gang med at læse hendes roman, er man for alvor hægtet sig på. Hun formår at få læseren til at identificere sig med jeg-fortælleren i romanen. Det gør hun blandet med de rammende replikker, som bider sig fast i læseren og de detaljerede beskrivelser af personernes handlinger, så læseren ser det hele for sig: ”Vi går jo bare og venter på det går i stykker”, siger Dorte til sin kæreste Per - det er så enden på det forhold.

Mange af Helles noveller handler typisk om ensomme kvinder, der tilsyneladende har et uspændende liv. Hvordan kan det så være at vi læser det alligevel, når der ikke opstår en form af spænding/konflikter? Jeg kan stærk anbefale at læse hendes roman, på trods af, at der ikke opstår spænding på højt niveau. Hun har også andre gode virkemidler, der gør, at man ser dem indefra og oplever personen, hvilket jeg godt kan lide.